Sådan opnår du den rigtige work-life balance

Har du den work-life balance, du gerne vil have? Læs med her og find ud af hvilken balance der passer dig, og hvordan du opnår den.

Udgivet
Released
November 2023
Læsetid
6
min read
minutter
10-Sådan opnår du den rigtige work-life balance
Skrevet af
Written by
Samuel Kirk-Haugstrup

Psykolog, specialiseret i pædagogisk psykologi og formidling.

Samuel Kirk-Haugstrup

Psychologist, specialized in educational psychology and communication.

Hvad vil det sige at have work-life balance? Vil det sige, at du bruger lige meget tid på arbejdet, som derhjemme? Kræver en god balance, at du laver en skarp opdeling mellem arbejde og privatliv? Har du en dårlig work-life balance, hvis du bruger flere timer på arbejdet end i privaten? Eller omvendt?

Nej, det har du ikke.

Efter min mening er selve præmissen for begrebet ’work-life balance’ forkert. Og det er der to grunde til:

For det første sætter begrebet et modsætningsforhold op mellem arbejdet og privatlivet. Et tovtrækkeri, hvor de to sider hele tiden kæmper mod hinanden.

For det andet giver ’work-life balance’ det indtryk, at du skal have klare grænser mellem arbejde og privatliv. At arbejdet ikke kan være en del af dit liv, og at livet ikke er en del af arbejdet. At du skal separere de to fra hinanden for at kunne trives.

Problemet med den meget skarpe opdeling mellem arbejdsliv og privatliv er, at den ikke passer for alle mennesker. For nogle mennesker vil en skarp opdeling helt sikkert være en god ting, fordi de nyder at kunne skelne klart mellem arbejdsrollen og privatlivsrollen. At arbejde når de arbejder – og holde helt fri, når de har fri.

Men for mange andre – og måske flere efter Covid-19 pandemien – er grænsen ikke så skarpt trukket op. For mange giver det ikke mening at afskære deres arbejdsidentitet fra den de er, når de ikke er på arbejde. De investerer sig personligt og identitetsmæssigt i deres arbejde. For dem bliver en skarp opdeling derfor en begrænsning frem for en hjælp.

En ny måde at forstå Work-lifebalance på

Men betyder det så, at vi bare skal smide begrebet om work-life balance ud?

Nej, det behøver vi ikke. Vi skal bare nuancere vores forståelse.

I stedet for at tænke på arbejdet og privatlivet som en kamp, så mener jeg, at vi bør definere work-life balance som graden af tilfredshed med forholdet mellem arbejde og privatliv. Jo mere tilfreds du er med balancen mellem dit arbejde og privatliv, jo bedre work-life balance har du.

I denne forståelse handler det altså ikke om, at du skal bruge lige meget tid på dit arbejde og lige meget tid i privatlivet, eller at du skal separere de to fra hinanden. Det handler i stedet om, at du skal finde den balance, der passer bedst til dig. 

Og hvordan gør du så det?

Det gør du ved at finde ud af hvilken type, du er. Når vi snakker om work-life balance, findes der nemlig to typer: opdelere og sammenblandere.  

 

Er du opdeler eller sammenblander?

Hvis du er opdeler, har du det bedst med en klar grænse mellem dit arbejde og dit privatliv. Du har det typisk bedst med at arbejde på arbejdspladsen og nogenlunde indenfor samme tidsrum, fordi det skaber en fysisk grænse mellem arbejde og privatliv. Du kan også trives i at arbejde hjemmefra, men så vil du ofte have dedikeret et bestemt sted i hjemmet som dit ”work-space”.

Hvis du er opdeler, kan du blive stresset, når grænserne mellem arbejde og privatliv flyder sammen. Det kan være hvis du føler, at det er forventet af dig, at du skal være tilgængelig udenfor normal arbejdstid og eksempelvis skal svare på mails om aftenen.

Hvis du er sammenblander trives du bedst med flydende grænser mellem arbejde og privatliv. Du arbejder gerne udenfor normal arbejdstid og skifter gerne lokation afhængigt af arbejdsopgaven – ellerhumøret. Du har eksempelvis ikke noget imod, at mødes med en ven over en kop kaffe midt på dagen eller at arbejde et par timer efter aftensmad. Du nyder at kunne administrere din tid selv, så det passer ind i en fleksibel hverdag.

Hvis du er sammenblander, kan det stresse dig, at der ikke er nok autonomi og fleksibilitet i arbejdet. Du kan eksempelvis blive stresset, hvis ikke det er muligt at arbejde remote, fordi dit barn er sygt eller hvis arbejdsdagen starter kl. 8 og slutter kl. 16 hver dag.

Når vi snakker om opdelere og sammenblandere, er det vigtigt at nævne, at de to typer repræsenterer hver sin ende af et spektrum. De fleste af os vil ligge et sted imellem de to typer, men typisk hælde mere eller mindre til en af enderne.

Samtidig er det vigtigt at nævne at den ene type ikke er bedre end den anden. Forskning viser nemlig, at det ikke er din type, der afgør, om du har en god eller dårlig work-life balance. Det, der afgør om du er tilfreds med forholdet mellem arbejde og privatliv, er i stedet hvor god du er til at indrette dit arbejdsliv efter den type, du er.

 

Sådan opnår du work-life balance

For at opnå work-life balance, skal du altså forsøge at indrette dit arbejdsliv sådan, at det stemmer overens din type.

Og hvordan gør du så lige det?

Det handler om kommunikation og forventningsafstemning.

Du skal kommunikeredine præferencer klart og tydeligt til de mennesker omkring dig, som er involveret i de to arenaer af dit liv.

 

Tag en snak med din arbejdsplads

Start med at tage en snak med de personer, der er relevante på din arbejdsplads – det vil sige din leder og de kollegaer, du arbejder tættest sammen med.

Hvis du hælder mest til sammenblanderen, kan det være, at du skal høre din leder om det er muligt med en ekstra hjemmearbejdsdag om ugen. Eller måske skal du spørge, hvad mulighederne er for at gå tidligt nogle dage, og arbejde et par timer om aftenen i stedet, hvis det passer bedre med dit private liv.

Det er også en god ide at tale med de kollegaer, du arbejder tæt med. Her er det godt at kommunikere dine egne præferencer for balancen mellem arbejde og privatliv. Samtidig er en god ide at være nysgerrig på, hvilken type dine kollegaer er. Når I har forståelse for hinandens ønskede work-life balance, styrker i nemlig samarbejdet i jeres team, og undgår på den måde potentielle samarbejdskonflikter.

 

Tag en snak med familien

Ligesom det er vigtigt at kommunikere dine præferencer til din leder og kollegaer, er det også vigtigt at tale med din familie om din ønskede work-life balance.

Hvis I fx har småbørn, som nogle gange skal hentes tidligt fra børnehave, men du føler, at du arbejder bedst, når du bliver på arbejdspladsen om eftermiddagen, kan det være en god ide at tage en snak med din partner om det. Det betyder ikke, at den rigtige løsning er, at du aldrig henter børn tidligt. Måske er det ikke en mulighed i forhold til din partners arbejde. Men ved at tage en snak om det, kan I sammen prøve at finde en løsning, som tilgodeser begge jeres behov, og som samtidig kan lade sig gøre rent praktisk. Ved at have en samtale om, hvad I hver især ønsker, undgår I at misforståelser bliver til konflikter.

For at opnå den work-life balance, der passer bedst til dig, handler det derfor om at kommunikere dine præferencer til relevante personer på arbejdspladsen og i privaten.

Afrunding

Work-life balance handler ikke om at have en lige fordeling mellem arbejde og privatliv. Work-lifebalance handler om at finde den balance, der passer bedst til dig indenfor de praktiske rammer i dit liv. Og den balance opnår du ved at kende til dine egne præferencer og kommunikerer dem til de personer, der er relevante.

Referencer
References

Akademikerne.(2018). Psykisk arbejdsmiljø og stress – hvilke faktorer har indflydelse på detpsykiske arbejdsmiljø og medarbejdernes stress.

 

Gratton, L.(2022). Den hybride arbejdsplads. Djøf Forlag.

 

Kossek, E. E.,Ruderman, M. N., Braddy, P. W. & Hannum, K. M. (2012). Work-nonwork boundarymanagement profiles: A person-centered approach.Journal of Vocational Behavior.

 

Mellner, C., Arronson, G. & Kecklund, G.(2014). Boundary Management Preferences,Boundary Control, and Work-Life Balance among Full-Time Employed Professionalsin Knowledge-Intensive, Flexible Work. Nordic journal of working lifestudies.

 

Motlke, H. V., Lykke, T. F. & Nielsen,I. G. (2022). Hybrid ledelse.Dansk Psykologisk Forlag.

Få en gratis rapport over stressniveauet i dit team

Get a free report of your team's stress level

Identificer potentielle risici for stress – og forebyg sygefravær

Identify potential risks of stress - and prevent sick leave

Læs mereRead more

Måske du synes om

Måske du synes om

Maybe you would enjoy